Fuck jer alle sammen! Jeg kan ikke spise det lort!
Jeg sad med salaten foran mig. Min mor havde forgæves prøvet at lave en salat uden for mange kalorier, men jeg kunne ikke få en bid ned. Stemmen i mit hoved forbød mig at spise. Jeg hadede at jeg skulle gøre min mor ked af det hver eneste dag, men jeg kunne ikke lave det om, og det pinte mig.
Jeg var 16 år da jeg mødte simon (navn ændret). Jeg var netop igang med 9. klasses afgangseksamen og jeg var glad og fuld af mod på livet. Simon var DJ på det lokale diskotek hvor jeg boede, og det var vildt for mig at han ville være sammen med en pige som mig. Simon var 19 år og havde sin egen lejlighed i Fredericia mens jeg jo bare var et stort barn der boede hjemme. Der gik ikke mere end to måneder før jeg nærmest boede ved Simon og fulgte med på sidelinjen i hans liv. Det gjorde mig egentlig ikke noget, for hans liv var mere spændende end mit eget. Jeg var altid med ham i weekenderne når han skulle spille som DJ og jeg var stolt. Da jeg fyldte 17 år fik jeg et arbejde på en fabrik i fredericia, hvor mine dage gik med at pakke chokolade, og jeg tjente helt godt i forholdt til før hvor jeg kun arbejdede få timer om ugen efter skole. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville med mit liv og det begyndte efterhånden at gå mig på. Jeg fik en underlig tom følelse i maven, og fik den tanke at jeg ingenting var værd og jeg syntes ikke at jeg havde noget at byde på. Det eneste tidspunkt hvor jeg følte at jeg duede til noget var når jeg skrev sange og indspillede dem i Simons musikstudie.
Jeg begyndte at optræde med vores musik på diverse diskoteker og det var fedt, men indeni var jeg tom og skreg efter bekræftelse. Jeg søgte nok en anden opmærksomhed, og den ville jeg få hvis jeg tabte mig, tænkte jeg. jeg begyndte at fokusere på maden og trappede voldsomt ned på mine måltider i løbet af kort tid. Dette resulterede i at jeg ofte besvimede ved fysisk udfoldelse og jeg måtte tit tage hjem fra mit arbejde på fabrikken. Når jeg optrådte begyndte jeg også at få det dårligt og efterhånden kunne jeg ingenting.
jeg var dog stadig den festglade pige på diskotekerne hvor Simon spillede, og på et af hans job var der en konkurrence om at blive miss ibiza. Jeg stillede op, og jeg vandt titlen, og en rejse ved at optræde med sang og dans. Simon skulle selvfølgelig med på rejsen, hvilket jeg var lidt træt af, da jeg var begyndt at få en del opmærksomhed fra en masse spændende fyre. men det blev som han ville have det, og vi tog afsted på rejsen sammen med en masse andre unge piger og drenge. Jeg fik masser af opmærksomhed og jeg solede mig i den. På turen var der en fotograf med som skulle tage en billedeserie med mig og det resulterede i en ansættelse som model og danser hvilket var stort for mig, og jeg følte endelig at jeg kunne byde på noget. Men derhjemme var tomheden i min krop der stadig, og jeg spiste fortsat mindre og mindre. Jeg havde ikke længere arbejde på fabrikken, så jeg levede af de job jeg havde som model og danser. Det blev dog snart en hård kamp at skulle afsted og være på, eftersom jeg ikke fik ret meget at spise, men jeg elskede efterhånden følelsen af sult og min tynde krop. Folk begyndte naturligvis at lægge mærke til mit vægttab, og hvis nogen kommenterede det blev jeg bare glad, selvom de nok ikke har ment det positivt.
mine model og dansejob blev mindre og mindre for jeg kunne ikke tåle den kæmpe fysiske udfoldelse som jobbet bestod i, og Simon og jeg flyttede hjem til hans forældre. Min spiseforstyrrelse havde nu udviklet sig så vidt, at jeg på én dag kun spiste et æble og drak en cola light. Cola light var blevet min bedste ven for der var et minimum af kalorier i, og det gav en mæthedsfornemmelse. Simon var ekstremt mærket af min sygdom, da jeg oftest bare lå i sengen og stirrede ud i luften på vores lille værelse. han forstod ikke hvad jeg havde gang i, og det gjaldt også hans forældre. Simons mor prøvede at støtte mig imens hans far undgik mig og nærmest var vred på mig, hvilket gjorde at jeg blev endnu mere selvdestruktiv og tom inden i. Det eneste jeg var glad for i mit liv, var følelsen af sult og den kontrol jeg havde over min krop.
Jeg lå tit og mærkede på knoglerne som stak tydeligt frem på min udsultede krop og dette gav mig en tilfredshedsfornemmelse som jeg ikke ville undvære for noget i verden.
En aften sad jeg sammen med Simon og hans forældre og drak kaffe, da han pludselig, med gråd i stemmen. fortalte hvor dårligt han havde det pga. mig. Han ynkede og græd næsten, og hans forældre blev selvfølgelig kede af at se deres søn sådan. Simon havde tabt sig, og samtidig tabt sit gode humør fordi han skulle hænge på mig, som var intet værd. Jeg tror kun at han på det tidspunkt var sammen med mig af medlidenhed. Alle var mærket af min sygdom og Simons far udbrød: ” hvorfor springer du ikke bare ud fra en bro, så vi andre er fri for at se på dig” !!!! Det var dråben i mit intetsigende liv, og jeg gad ikke leve mere. De skulle fandeme blive fri for mig så!
Det var tidlig morgen og jeg havde planlagt hvordan jeg skulle tage mit eget liv. Da Simons forældre tog på arbejde stod jeg op og fandt de piller frem som skulle få mig til at sove ind. -troede jeg. Jeg anede intet om at smertestillende faktisk bare ødelægger leveren og man får derfor en lang smertefuld død hvis ikke der bliver gjort noget i tide. Jeg tog 30 piller på badeværelset i mine svigerforældres hus og ville tage et langt bad og derefter ligge mig til at sove så jeg ikke mærkede at jeg sov ind. Det tog desværre bare ikke lang tid før jeg kunne mærke virkningen af de mange piller så jeg skyndte mig ud af badet og lagde mig på sengen. Jeg fik pludselig en kæmpe frygt for døden, for jeg troede virkelig at nu ville jeg dø. Det svimlede for mine øjne så jeg sagde i min tåge til Simon at nu ville jeg dø, og så kunne de være fri for mig.
Han gik i panik og spurgte hvad jeg havde taget, men jeg nåede ikke at svare, og det næste jeg husker var at jeg blev slået i hovedet, og to mænd råbte til mig at jeg skulle vågne op. Jeg kunne ikke se dem, men jeg mærkede en enorm vrede i min krop, og jeg fik vist råbt en masse grimme ord til de to falckredere som i hast kørte mig til kolding sygehus, hvor jeg fik en lang slange ned i halsen og kastede de pillerester op der nu var. Jeg havde desværre bare nået at optage en del af dem så jeg blev indlagt på intensiv med et drop der skulle modvirke pillerne.
Min mor, min far og Simons forældre kom så hurtigt de kunne og var naturligvis alle meget kede af det, og jeg undskyldte, men inderst inde var jeg tilfreds med at jeg havde fået råbt dem op så jeg nu kunne få den omsorg og hjælp jeg behøvede.
Sygeplejersken kom ind på min stue, og fortalte forsigtigt, men med en alvorlighed i stemmen, som gjorde mig lidt nervøs, at mit levertal blev ved at falde, så hvis det faldt yderligere skulle jeg flyves til rigshospitalet hvor jeg skulle have en ny lever – hvis der altså var en lever…
Der gik alvoren op for mig. Min mor græd og Simon sagde ikke et ord.
Mit levertal steg natten over og jeg blev udskrevet et par dage efter, og flyttede igen hjem til min mor, men var for alvor blevet syg. Jeg havde ikke spist en krumme i lang tid, og alle blev ved med at presse mig, men det gjorde det endnu værre. Min stemme i hovedet bestemte hvordan tingene skulle gøres og det betød absolut ingen mad. Det værste var at jeg elsker mad og jeg pinte mig selv ved at kigge i diverse kogebøger, og jeg fortalte min mor hver dag alle de ting jeg ville spise når jeg blev rask. Min mor græd og prøvede hverdag forgæves at få mig til at spise bare lidt, men det var umuligt. Jeg kunne ikke, hvor end jeg gerne ville.
Jeg var efterhånden så udsultet og tynd så jeg ikke kunne være oprejst i ret lang tid af gangen, og hvad der står klart i min erindring var min juleaften med familien år 2002.
Jeg sad på gulvet på badeværelset hos min far som boede i Odense på det tidspunkt. Jeg ville så gerne se pæn ud for en gangs skyld så jeg kæmpede mig på benene for at tage tøj, og lidt make up på. Da jeg var kommet i tøjet måtte jeg droppe det sidste for jeg var så dårlig og svimmel så jeg troede at min død var lige om hjørnet.
da vi kørte afsted for at holde jul hos min farmor havde jeg et frygteligt tomrum i maven og græd stille hele vejen. Jeg elsker julemad, men jeg måtte jo ikke spise det, så jeg var ekstremt nervøs for aftenen. Kunne jeg lade maden være??
Da vi satte os til bords havde jeg en kæmpe diskussion med stemmen i mit hoved, for jeg ville så gerne spise den lækre julemad og mit hjerte galoperede i mit bryst da fadene med and og flæskesteg kom til mig. Jeg græd indeni da jeg sendte maden videre og der blev ubehageligt stille omkring bordet, og jeg følte mig som verdens værste og egoistiske person.
Da aftenen var omme var jeg ubeskriveligt træt og følte at det havde været en stor kamp at komme igennem denne ellers mest fantastiske dag på året. Jeg var bange, for hvad var det jeg havde gang i? Men jeg var også glad og stolt af, ikke at have spist noget som helst.